Den 8.-9. juni var det tid for 2. stop på 2024 Kitetouren. Første stop i maj, måtte vi jo desværre aflyse pga manglende vind, så nu var alle ekstra tændte på, at der endelig var udsigt til action, og heldigvis blev vi ikke snydt af vinden i denne omgang.
Stævnet var mobilt på Fyn, og i år landede vindpilen på spot X, ved dæmningen over til Helnæs. I vestlige vindretninger, er der her på læsiden af dæmningen, den helt perfekte nystrøgne glatte vandoverflade, som bringer smilet og de bedste tricks frem hos alle, og selvtilliden stråler efter en dag her.
Vejrmæssigt bød dagen på en meget blandet menu. Vi lagde lidt hårdt ud med skippermøde allerede 08.30, til trods for stille vejr, da vi kunne se, at der ville komme nogle byger, og der skulle være tid til en pause hist og pist pga vejret.
De første timer var der mindre vind end lovet, men vi fik afviklet nogle Q heats og nogle freestyle heats, med store kites i lette forhold.
Herefter blev der en pause, fordi der helt imod vejrudsigten var for lidt vind, men så kom der ellers en ordentlig byge, hvor vinden ruskede det hele igennem med vilde vindstød, og regnvandet stod næsten vandret gennem luften. Alt virkede som var det en oktoberdag, og jeg tror alle sad i læ i biler og under telte og tænkte, ”hold kæft hvis det bliver ved på den måde, så kommer vi da ikke gennem dagen”. Midterstolpen i det ene telt måtte også give op overfor presset, men vi klarede os heldigvis fint igennem med det overlevende telt resten af dagen.
Der kom stadig lidt byger først på eftermiddagen, men vinden holdt sig ellers stabil stort set hele eftermiddagen på 9-12 m/s og med vindstød op omkring 15 m/s., så alt efter vægt, kunne de fleste sejle 8-9-10m2 kites det meste af tiden.
Temperaturmæssigt var det småkoldt med 9-12 grader, så på publikumssiden var der mere behov for trøjer og dryrobes end solcreme, og på vandet var der flere i vinterdragt end i shorty, selv om begge dele kunne ses (nogle vælger dragt efter kalenderen, andre efter temperaturen ;-).
Stævnet var velbesøgt, og det var dejligt at se, at der både var nogle helt nye der stillede op for første gang, og også gamle kendinge, der efter flere års pause, igen var friske på at lege med i kitetouren.
Der var 43 deltagere, og med muligheden for at stille op i flere rækker, gav det 5 deltager i Q- freestyle rækken, 27 deltagere i Freeride, og 16 deltagere i Freestyle rækken. Igen i år kører vi med ”open” DM, og der var fire glade freestyle nordmænd, der havde fundet vej til spot X, og gav os god kamp til stregen. (De skulle nå en færge og kunne ikke være med til podiet men her er den Norske medalje).
Vi har over vinteren arbejdet med at modernisere elimineringssystemet. Det gamle system med dobbelt eliminering, har nogle gange været svært at nå igennem på en dag, hvis der er mange deltagere i en klasse, og vinden måske ikke holder helt til solnedgang. Det har betydet, at vi undertiden kun har nået en single eliminering, hvor nogen jo så desværre kun fik lejlighed til at sejle et enkelt (uheldigt) heat på en hel dag. Vi har derfor skiftet over til det dingle elimineringssystem, som er det de bruger til de store konkurrencer i GKA, Full Power Tarifa, King of the Air m.fl. (så er i også helt med, når i stiller op der ;-))
Man er således sikker på at sejle mindst 2 heats, og uden at skulle vente hele dagen på heat 2. Med deltagerantallet på spot X, betød det faktisk, at næsten alle fik sejlet mindst 3 heats.
Kent, Joachim og Rasmus havde igen i år godt greb om styring af flag, stopur og horn. Den løbende fremskaffelse af folk til dommerbænken, er fortsat udfordrende men lykkedes.
Spot X har endvidere det twist, at der er et stykke vej fra pitområdet, med de opriggede kites, og så over til konkurrenceområdet, så der er en gåtur fra at man kan se på tavlen, at det er ved at være næste heat, til at man er tilbage på vandet ud for dommerne, og det trak en overgang afviklingen ned i gear.
Vi løste det undervejs, ved at Rasmus stod i kitepitén og fangede folk, og over walkie opdaterede en kopi af heatladderen på siden af hans bil, således at alle riders også kunne være opdateret i pitten, og komme på vandet til tiden. Det blev til 43 heats, før vi var gennem elimineringen ved 18.30 tiden.
Der var masser af god stemning, flotte tricks og jubel fra tilskuerrækkerne til alle 3 klasser, og det nye elimineringssystem ser ud til at spille til glæde for alle.
Dagens resultater blev:
Der var også lidt lodtrækningspræmie i posen hos Rasmus, og det blev @frejlevs der løb med jubilæumstrøjen for indslag på kitetourens Insta, og Chris Gundersen der blev den heldige vinder af en våddragt fra Soöruz.
I det hele taget en stor tak til alle vores sponsorer, og tak til alle jer der mødte op, og holdt ud i det blandende vejr, og var med til at skabe et supergodt stævne.
Aloha fra Kitetour Crewet – Vi ser frem til at møde jer til Waterz i Hvide Sande 7-8 september, hvor det store DM brag med årets Danmarksmestre bliver afgjort.
Tak til Henrietta Rasmussen, Peter Schramm og Lucas Gramstrup for hjælp med billedpuljen ;-)
Bjarne Gramstrup