Velkommen til Nørre Aaby Realskoles digitale nyhedsbrev, der indeholder historier fra hverdagen på NAAR – fra vuggestue, børnehave og SFO til alle afdelinger på skolen; indskoling, mellemtrin og overbygning.
Kære læsere
Året nærmer sig sin afslutning. Et naturligt tidspunkt at stoppe op, reflektere og fejre de traditioner og værdier, der gør os stærke som fællesskab.
På Nørre Aaby Realskole har vi altid været stolte af vores værdier.
Tradition og tryghed – en del af vores fundament
Som skole er vi dybt forankret i de traditioner, der er med til at skabe den tryghed, vi ved er vigtig for både elever og forældre. Traditionerne er med til at give os et fælles udgangspunkt og en følelse af sammenhørighed, og de minder os om, at vi er en del af noget større, noget der er bygget op gennem generationer, noget som er kendt og trygt.
Luciafest og nissespil
En af de mest elskede juletraditioner på Nørre Aaby Realskole er vores Luciafest.
Den 12. december var det igen tid til at samles til den årlige Luciafest for 0.-5. årgang samt deres forældre. I år var det lidt anderledes, da det var både 0. og 1. årgang, der gik et stemningsfyldt Luciaoptog i salen. En smuk oplevelse for alle.
Bagefter fremførte 4. årgang årets nissespil med god opbakning til sangene fra 5. årgang. Det var en flot opvisning i samarbejde og kreativitet. Det er dejligt med så dygtige og engagerede elever.
Med inspiration fra årets julekalender på DR “Tidsrejsen 2” er julen på NAAR lidt som at tage på en rejse gennem tid og traditioner, og sådan har det også føltes i år.
Når vi samles om Lucia og nissespil, er vi med til at skabe noget, der varer ved og giver tryghed i fællesskabet.
10. klasse på NAAR
Vi har i denne uge orienteret om, at 10. klasse på NAAR lukker til sommeren 2026. Det er et hjertebarn på NAAR med mange år på bagen, der nu afsluttes. Det er svært og med vemod, der siges farvel til et tilbud, der er så integreret en del af NAAR’s profil.
Ikke desto mindre er det en nødvendig beslutning, som skolens bestyrelse og ledelse har truffet. Vi har over flere år har oplevet et for lavt elevtal på 10. årgang. Dermed hænger økonomien ikke sammen, og det har konsekvenser for vores samlede skoletilbud. Vi ønsker i stedet at bruge ressourcerne til at sikre, at eleverne på 0.-9. årgang fortsat får et stærkt og sammenhængende skoletilbud, som bygger på skolens værdier.
For nuværende elever på 9. årgang betyder det, at de stadig har muligheden for at vælge 10. klasse på Nørre Aaby Realskole i skoleåret 2025/2026. Dette vil være det sidste år, hvor vi tilbyder 10. klasse, og vi vil gøre vores yderste for at skabe et stærkt og givende forløb for de elever, der vælger at deltage.
Alle er en del af NAAR
Som vi nærmer os juleferien, vil vi gerne tage et øjeblik til at sige tak til alle – elever, forældre og ansatte – for et fantastisk år. I er alle med til at skabe NAAR.
Som forældre har I mulighed for at få direkte indflydelse på generalforsamlingen den 29. april 2025. Her skal foretages valg af forældrerepræsentanter i bestyrelsen og ny tilsynsførende for skolen, da den nuværende Poul Christensen med udgangen af skoleåret har været tilknyttet NAAR i seks år, hvilket er den længst tilladte periode.
I ønskes alle en glædelig jul og et godt nytår.
Vi glæder os til at se eleverne igen mandag den 6. januar.
De varmeste julehilsener
Ulrik Dahl, skoleleder
NAAR frikvarteret er et trygt frirum
Vi vil gerne sikre, at alle vores elever har det godt og føler sig trygge i frikvartererne. Derfor bærer gårdvagterne i både den indre og ydre gård gule veste. Det gør det nemt for børnene at se, hvem de kan henvende sig til, hvis de har brug for hjælp eller en voksen at snakke med.
Gårdvagterne er der selvfølgelig for at hjælpe, hvis der opstår konflikter, eller hvis nogen kommer til skade, men de bliver også ofte brugt til en hyggelig snak eller et lille kram.
Det er vigtigt for os, at Nørre Aaby Realskole er et trygt sted at være og at lære, og hvor alle elever kan føle sig godt tilpas – både i frikvartererne og i klasselokalet.
Årets Refleksdag på Nørre Aaby Realskole
Den 24. oktober delte vi et lille stykke sikkerhed og synlighed ud til eleverne i indskolingen. I anledning af Årets Refleksdag udleverede vi nemlig reflekser til de yngste på skolen.
Årets Refleksdag er en dansk tradition, der minder os om vigtigheden af synlighed i trafikken - især når mørket falder på. Det er dagen, hvor vi forbereder os på den kommende vintertid og sørger for, at vores børn er godt rustet til at færdes sikkert.
Vi er glade for at deltage i denne årlige begivenhed, der er med til at skabe mere opmærksomhed om trafiksikkerhed og brugen af reflekser. Årets Refleksdag støttes bl.a. af Børneulykkesfonden.
Jeg er så glad for min cykel
Den 25. oktober blev 6. årgangs idrætstimer en sjov og aktiv oplevelse på to hjul. Sammen med to instruktører fra Nørre Aaby Cykelklub fik eleverne mulighed for at prøve kræfter med teknikker og cykelkontrol.
Eleverne fik sved på panden, smil på læben og masser af fart i benene, da de cyklede rundt på teknikbanen, i skoven og på sporet ved tunnellen på Kongsgaardsvej.
Disney-aften i SFO Svanereden
Fredag den 25. oktober stod den traditionen tro på Disney-aften i vores SFO.
Børnene medbragte liggeunderlag, madrasser, puder, soveposer osv. og fik udleveret en adgangsbillet ved ankomsten.
De spiste pizza ude i bålhytten, og bagefter blev der delt godteposer ud og tændt for storskærmen, som viste gode, gamle Disney-film.
Det var en skøn oktoberaften med masser af hygge og godt humør.
NAAR det bar' spiller
Eleverne i 5. Nord har brugt en masse musiktimer på at øve nummeret "Hungry Heart", og den 29. oktober var de klar til at optræde til morgensang i Tumlesalen.
Og sikke en flot præstation! Tak for den dejlige musik og en skøn start på dagen.
Alle tiders kordag
Den 30. oktober deltog 2. og 3. årgang fra Nørre Aaby Realskole i Middelfart Musikskoles store kordag med instruktør og komponist Kim Barkenskjold Andersen, som lærte børnene en række dejlige sange om årets gang.
Om aftenen blev kordagen afsluttet med koncerten ”Alle tiders kor”, som foregik i Lillebæltshallerne.
Tak for en kanongod kordag dedikeret til fællesskabet og fyldt med kærlighed til kor og musik.
Vuggestuen på plejehjem
Vores vuggestue har en aftale med Kongshøj Plejehjem om, at en gruppe af de ældste børn fra vuggestuen kommer på besøg hos de ældre en gang imellem.
I oktober stod besøget i Halloweens tegn, og derfor skulle der selvfølgelig produceres fine græskar og flagermus.
Plejehjemsbesøgene er et eksempel på, hvordan vi som privatskole også er en samfundsansvarlig aktør.
Vi gør en indsats for at gøre en positiv forskel for nogle i det samfund og den omverden, som Nørre Aaby Realskole er en del af.
#de7samfundsløfter
Skrig, spøgelseslatter og kuldegysninger
Den 31. oktober vrimlede det med monstre, hekse, skeletter og en masse andre skræmmende væsener i børnehaven på NAAR.
Der var nemlig Halloween-fest med musik, dans og (u)hyggelige aktiviteter. Du kan se mange flere billeder fra dagen på vores Facebookside.
NAAR frikvarteret bliver dagens højdepunkt
Vi er glade for at kunne præsentere vores nye initiativ, "Aktive frikvarterer", som vi har indført for at skabe endnu mere sjov og sammenhold i elevernes pauser.
Hver onsdag får eleverne i 4.-9. klasse mulighed for at prøve kræfter med sjove aktiviteter i gymnastiksalen, på biblioteket og i tumlesalen. Her kan de:
- Udforske nye interesser
- Dyste mod hinanden
- Hygge sig med rolige aktiviteter
- Bruge kroppen
- Være kreative
- Få gode oplevelser på tværs af klasser og årgange
En af skolens lærere vil lede aktiviteterne og sikre, at alle får mest muligt ud af deres aktive frikvarter.
Her kan du se en lille stemningsvideo fra et 'Aktivt frikvarter' i Tumlesalen, hvor viceskoleleder Anette stod for en række aktiviteter, som satte elevernes styrke og udholdenhed på prøve.
Vi glæder os til masser af gode pauser og endnu mere fællesskab på NAAR.
3. årgang på tidsrejse i Vissenbjerg
Den 13. november havde 3. Nord og 3. Syd en fantastisk dag i Vissenbjerg, hvor de besøgte historiecentret Koelbjergmanden & Istiden. Eleverne blev klogere på istiden, mødte verdens første dansker og lærte om både vildsvin, padder, øgler, dinosaurer og de søde surikater.
Tusind tak til årgangens forældre, som endnu en gang stod klar til at hjælpe med transporten.
Og en bonus: Burgerne med vildsvin var en stor succes og smagte himmelsk!
INFOMØDE: Overvej 10. klasse på NAAR for dit barn
Giv dit barn et ekstra år til at udvikle sig og blive klar til ungdomsuddannelsen. På Nørre Aaby Realskole tilbyder vi en 10. klasse, der skaber trygge rammer for både faglig og personlig udvikling.
- Nye venskaber og et trygt fællesskab
- Fokus på den faglige udvikling
- Klar til ungdomsuddannelsen
Måske er jeres barn i tvivl om fremtiden efter afgangsprøven, eller måske er der behov for lidt ekstra tid til at blive parat til næste skridt. Vores 10. klasse er designet til at hjælpe de unge godt på vej.
Kom til infomøde tirsdag den 21. januar kl. 17. I får mulighed for at høre om vores tilbud, stille spørgsmål og få en rundvisning på skolen.
Har I spørgsmål? Kontakt os på 6442 1519, eller skriv til os på skole@naar.dk.
Vi glæder os til at byde jer og jeres barn velkommen på NAAR.
Læs mere om vores 10. klasse på naar.dk.
Billedkunst i Hammershøis lys
Billedkunstholdet på 8. årgang har fordybet sig i det moderne gennembrud og ladet sig inspirere af den berømte, danske kunstner Vilhelm Hammershøi.
Eleverne fik til opgave at undersøge perioden og dens mest fremtrædende farver, og med fokus på det karakteristiske lysindfald og det minimalistiske interiør har de skabt deres egne fortolkninger af Hammershøis ikoniske stil.
Ved hjælp af falseæskekarton, akrylmaling, selvhærdende ler og hvide pastelkridt har de arbejdet tredimensionelt og genskabt atmosfæren fra Hammershøis værker. Som en del af projektet formede de figurer, der kunne 'bo' i deres værker – inspireret af de kvinder, der ofte optræder i Hammershøis malerier.
Resultatet? En række flotte kunstværker, der på fin vis forener historie og kreativitet.
NAAR teamwork smager godt
Den 20. november brugte eleverne i 10. klasse deres 'skemafri onsdag' på at trylle i køkkenet sammen med madkundskabslærer Sidsel. Menuen stod på lækre små burgere – også kendt som sliders.
Fyldet bestod af paneret kylling, bøffer med rødbede, guacamole, sprøde grøntsager og spidskål. Tilbehøret bestod af sprøde pomfritter og lækre rodfrugter.
Eleverne fik også en ekstra udfordring – deres sliders skulle til sidst præsenteres instavenligt.
Det blev til nogle virkelig flotte og appetitlige resultater.
NAAR det sner
Så kom sneen! Rigtig mange elever løb begejstrede ud i det hvide, da klokken ringede til frikvarter den 21. november.
0.-6. årgang må kaste med sne på området mellem bålhytten og bakkerne, og 7.-10. årgang må kaste med sne på grusbanerne.
Hvis man ikke vil være med i sneboldkamp, kan man altså lege trygt i skolegården, på basketbanen og på legepladsen.
Vintereventyr på legepladsen
Den 22. november nød vuggestuens børn sneen til fulde.
På legepladsen blev der bygget en flot snemand, cyklet i sneen, gynget, gravet og leget i alt det hvide. Smilene var store og kinderne røde.
Men midt i alt det sjove skete der noget mystisk... Snemandens flotte gulerodsnæse blev pludselig liiiidt kortere. Vi siger ikke hvem, men der er vist én, der har fundet ud af, at gulerødder også smager godt i snevejr.
En skøn formiddag i vuggestuen med masser af vinterglæde.
Venskabsnisser på spil
De to venskabsklasser 1. Nord og 5. Nord har været i gang med at digte nogle hyggelige nissehistorier.
Eleverne arbejdede sammen med deres svømmemakkere, og det foregik på den måde, at de yngste digtede løs, mens de ældste skrev historien på computeren.
Efterfølgende fik eleverne i 5. Nord tid til at finpudse historierne, inden de blev sendt til 1. Nord, hvor klasselærer Helle læste dem højt for klassen.
For eleverne har det stor betydning at kende hinanden, da det danner grobund for sunde fællesskaber, tryghed og trivsel. Venskaber på tværs mellem små og store styrker alle børns trivsel og en positiv skolekultur.
Derfor har vi venskabsklasser på Nørre Aaby Realskole. Når de nye førskoleelever begynder i skole, modtages de af deres venskabsklasser, som er de nuværende 3. klasser. De to årgange er hinandens venskabsklasser, indtil de store er færdige med 7. årgang.
En del af Danmarks Private Skolers fælles kodeks for samfundsansvar er løftet om skolen som forebyggende instans. Nørre Aaby Realskole arbejder eksempelvis med venskabsklasser i bestræbelsen på, at flere børn og voksne skal trives og have god psykisk og fysisk sundhed. #de7samfundsløfter
8. årgang på plastmission
Vi sorterer mere og mere plastaffald, men hvad sker der egentlig med det, når vi har smidt det ud?
Eleverne på 8. årgang var i efteråret i gang med et spændende undervisningsforløb fra LIFE Fonden, som handlede om at finde løsninger, der kan mindske miljøbelastningen ved både produktion og bortskaffelse af plast.
I Plastmissionen arbejdede eleverne som plastproducenter i en virksomhed, der laver mobilcovers. Deres opgave var at undersøge, hvordan produktionen kan gøres mere bæredygtig. For at løse denne udfordring dykkede de dybt ned i plastens univers for at forstå, hvad plast er for et materiale, hvordan det fremstilles, og hvordan det kan genbruges.
Som en del af forløbet var både 8. Nord og 8. Syd på besøg i LIFE Lab Syddanmark i Odense. Her skulle eleverne blandt andet:
- Smelte forskellige typer plast sammen.
- Sortere plastaffald.
- Designe deres egen vandflaske.
- Lave nøgleringe af smeltet plast.
Undervisningsforløbene fra LIFE tager udgangspunkt i FN’s Verdensmål. I Plastmissionen arbejder eleverne med Verdensmål 12: Ansvarligt forbrug og produktion, med særligt fokus på delmål 12.5: "Inden 2030 skal affaldsgenereringen væsentligt reduceres gennem forebyggelse, reduktion, genvinding og genbrug."
Juleklippedag på skolen
Når julemåneden står for døren, indfinder julestemningen sig i den grad på vores gamle skole.
Klasselokalerne bliver flot pyntet, når vi holder juleklippedag for alle årgange - og i år foregik det torsdag den 28. november.
Julegudstjeneste for de yngste
Den 3. december om formiddagen var vuggestuen, børnehaven og 0. årgang traditionen tro inviteret til en børnevenlig julegudstjeneste i Nørre Aaby Kirke hos præst Anne Marie Krogh.
Oplevelsen blev ekstra stemningsfuld, da børnehavens ældste børn fremførte Luciasangen for alle.
Efter besøget i kirken hyggede vuggestue- og børnehavebørnene sig tilbage på NAAR med en lun og dejlig portion risengrød.
Nyt fra SFO Svanereden
Den søde juletid står for døren, og alle ser frem mod jul og fyldes med glæde og julelys i øjnene.
I den sidste tid i SFO'en har der været fuld gang i alle aktiviteter i de forskellige grupper. Der er også en del gange lavet mad over bål om fredagen.
Da der er kommet nye børn til klasserne, er der også kommet nye børn i SFO'en. De bliver taget godt imod af alle.
På personalesiden sker der også lidt: Line og Lise er stoppet, da de nu begge vil udfordre sig selv som skiguider. Vi ønsker dem held og lykke.
Derfor har vi nu fået Emil, som børnene også kender fra skolen, på i SFO'en om eftermiddagen. Emil skal følge Sophies gruppe. Emil skal dog også lige en tur ud at rejse i januar, men her får vi Anine til at overtage.
Marie er ligeledes startet og er sammen med Sørens gruppe. Marie er også vikar på skolen.
Per har i en periode været ude at rejse, og i stedet har Anine hjulpet til. Per kom tilbage den 16. december.
Sophie har opsagt sin stilling i SFO-delen, men forsætter på skolen. Sophie har sidste dag den 19. december. Vi er ved at have hendes stilling besat.
Søren går på barsel den 1. marts og er tilbage efter sommerferien. Vikaren for ham skulle også snart være på plads.
Håber I kan holde tungen lige i munden - og ellers er I meget velkommen til spørge os!
I de sidste to uger inden jul er der blevet julehygget og lavet værksteder, hvor børnene frit har kunnet vælge, hvor de ville være.
Den 19. december var der julefest i SFO'en.
SFO Svanereden holder lukket fra den 21. december og frem til og med den 2. januar 2025. SFO'en holder åben for tilmeldte børn fredag den 3. januar.
Vi glæder os til at se alle igen den 6. januar.
Rigtig glædelig jul og et fantastisk nytår fra alle i SFO Svanereden!
Vi NAAR nye højder
I uge 48 kastede 3. og 4. årgang i SFO Svanereden sig over et spændende projekt: at bygge deres egen rebstige.
Torsdag eftermiddag var det tid til at afprøve mesterværket, og alle børn i SFO'en fik chancen for at kravle på den lange stige. Med fuldt klatreudstyr og masser af gåpåmod blev der klatret til tops – selvfølgelig med sikkerheden helt i top.
Tak til både børn og voksne for at gøre projektet til endnu en sjov og lærerig SFO-oplevelse.
Mindfulness i Svanereden
I SFO'en begynder 0. årgang hver eftermiddag med mindfulness. Det er en skøn måde at lande på, hvor børnene kan finde ro i både krop og sind efter en aktiv skoledag.
Mindfulness giver børnene en mulighed for at lære at lytte til deres egen krop og følelser. Det skaber et frirum, hvor de kan slippe stress og finde fokus, samtidig med at det styrker deres evne til at være nærværende i nuet.
Vi oplever, at mindfulness er med til at skabe ro og balance i fællesskabet. Børnene bliver bedre til at koncentrere sig, samarbejde og håndtere små udfordringer i hverdagen - et stærkt fundament for både trivsel og læring.
Nyt fra børnehaven
Se, se, se! Der var masser af sne, og vi nåede også at bygge en snemand. Børnene hyggede sig og nød det hvide lag på hele legepladsen, men inden vi havde talt til ti, var al sneen væk.
Hele december måned er Brumbasser og Sommerfugle fælles. Der er masser af tid til leg og til at knytte nye venskaber. Vi tilbyder aktiviteter, som børnene kan gå til og fra. Vi har bl.a. juleklip, nisselandskab, julebag, nisseværksted, bål osv. Vi vil gerne holde december måned nede på jorden - stille og roligt - for vi er opmærksomme på, at børnene får en masse stimuli udefra med julekalender, nissesjov, traditioner osv. Derfor er vores valg, at vi ikke bidrager yderligere til alt det, der i forvejen sker i december rundt omkring.
Vi ønsker jer alle en glædelig jul samt et godt nytår fra børn og voksne i børnehaven
Juletræsfest på legepladsen
Torsdag den 5. december om eftermiddagen var der julehygge for alle pengene i vores vuggestue og børnehave, da der - traditionen tro - blev holdt juletræsfest. Der var ca. 150 tilmeldte - så tusind tak for den store opbakning!
Forældre og børn kunne varme sig ved bålet, og der blev serveret æbleskiver, saft, te og kaffe. Børnehavebørnene gik traditionen tro Luciaoptog. Og tænk sig...selveste julemanden kom også på besøg.
Tak for en rigtig jule-hyggelig eftermiddag til alle børn og voksne!
Nyt fra vuggestuen
Det sørme, det sandt, at det snart er jul. Det har vi mærket med travlhed i julemandens hemmelige værksted. Vores 14 små nisser har haft travlt, og de er rigtig gode til at holde på hemmeligheder om, hvad der er blevet produceret i julemandens værksted.
Traditionen tro har vi også pyntet til jul i vuggestuen og været til gudstjeneste i Nørre Aaby Kirke.
De første to fredage i december havde vi besøg af Irmelin fra Middelfart Musikskole, som sang og spillede på instrumenter sammen med os.
Motorik bliver vores overordnede læreplanstema i begyndelsen af 2025. I vores aktivitetsgrupper vil vi styrke og udfordre børnenes individuelle motoriske udviklingstrin.
Julie Lundby er ved at uddanne sig til motorikvejleder. Vi glæder os meget til at få glæde af hendes nye viden og implementere den i vores hverdag.
Vi ønsker jer alle en rigtig glædelig jul samt et godt og lykkebringende nytår!
Mange hilsner fra vuggestuen
Decemberhygge i vuggestuen
Hver morgen i december samles børn og voksne i vuggestuen til en hyggelig jule-samling. De børn, der har lyst, tager fine nissehuer på, og hver dag er der en ny, lille juleven, der får æren af at holde vuggestuens strikkede julenisse under samlingen.
Nogle af sangene har små roller, som børnene skiftes til at tage sig af – eksempelvis nissen, som spiser grød på loftet, eller nissens kone.
Julie madmor havde tryllet en lækker julemenu frem, og både børn og voksne nød den skønne mad ved et fint bord med juledug, juleservietter og lys.
Nyt fra elevrådet: Hygiejneprodukter på pigetoilettet
Det store elevråd på Nørre Aaby Realskole har taget et vigtigt og omsorgsfuldt initiativ – og vi er ret stolte af dem. På pigernes toilet i skolegården er der nemlig sat en beholder op med hygiejneprodukter, så ingen behøver bekymre sig, hvis menstruationen skulle overraske, eller man har glemt at tage noget med hjemmefra.
Elevrådet er rigtig glade for den nye ordning og håber, at det kan skabe mere tryghed i hverdagen for vores elever.
Som skole har vi også gjort os nøje overvejelser omkring valget af de konkrete produkter. Vi ønsker at tage hensyn til både elevernes sundhed og miljøet – og derfor tilbyder vi miljøvenlige og plastfri bind og tamponer.
Vi håber, at alle piger på skolen vil få glæde af denne nye ordning, og vi takker elevrådet for deres fine initiativ.
Luciafest på NAAR
Torsdag aften den 12. december var salen på Nørre Aaby Realskole fyldt med glade og forventningsfulde elever og forældre. Stemningen var præget af den varme og glæde, der altid kendetegner vores traditionsrige Luciafest.
Aftenens højdepunkt var Luciaoptoget, hvor Clara fra 5. Syd førte an som Luciabrud, efterfulgt af børnehaveklasserne og 1. årgangs elever, der deltog som terner. Børnene havde brugt lang tid på at øve sig, og det var tydeligt at mærke deres spænding, da de små lys blev tændt, og salen blev mørklagt.
Efter Luciaoptoget opførte 4. årgang et flot og underholdende nissespil, hvor eleverne på 5. årgang sang med.
På vores Facebookside kan du se mange flere billeder fra aftenen.
Aftenen sluttede af med julehygge rundt på skolen. Familierne havde mulighed for at købe lidt mad og drikke, mens 7. årgang samlede penge ind til deres lejrskole ved at sælge kager.
En stor tak til alle elever, forældre og medarbejdere, der var med til at gøre årets Luciafest til en helt særlig aften.
Nu bæres lyset frem
Den 13. december fejrede vi Luciadag på Nørre Aaby Realskole, da 0. og 1. årgang gik Luciaoptog rundt på skolen og bragte lys og julestemning til alle.
Clara fra 5. Syd førte endnu en gang an som Luciabrud – og alle gjorde det helt fantastisk.
En meget fin og stemningsfuld morgen på vores gamle skole.
Den kommende tid på NAAR
Vi ses efter juleferien mandag den 6. januar.
Den 21. januar holder vi info-møde om næste års 10. klasse på NAAR.
Torsdag den 30. januar holder vi skolefest for 6.-10. årgang.
Fredag den 31. januar holder vi skolefest for 0.-5. årgang.
I uge 7 holder vi vinterferie.