Puff bars, vapes og snus Information til forældre

Kære forældre

Vi vil gerne informere jer om de ulovlige nikotinprodukter, som er dukket op i Danmark og har spredt sig blandt børn og unge. Eksempler på de nikotinholdige engangs-e-cigaretter er puff bars og vapes. De har en sød smag og duft, som særligt tiltaler børn og unge. De sælges blandt andet via sociale medier, eksempelvis TIKTOK og Snapchat, og af unge i periferien af de kriminelle miljøer.

Taler du med dit barn om nikotin?

Som forældre har I stor indflydelse på jeres barns viden om og holdning til brug af puff-bars, vapes, cigaretter og snus. Ved at tale med jeres barn om rusmidler og tage afstand til produkterne er der mindre risiko for, at jeres barn begynder at ryge, tage snus, bruge puff-bars, vapes osv.

Derfor opfordrer vi alle forældre til at tage en samtale med jeres barn eller ung om puff bars, vapes og lignende nikotinholdige produkter.

#1: VÆR TYDELIG

- så dit barn ikke er i tvivl om, hvad du mener om nikotinprodukter.

#2: TAL JÆVNLIGT MED DIT BARN OM NIKOTINPRODUKTER

- men gør det uden løftede pegefingre!

#3: TAL MED ANDRE FORÆLDRE OG LÆRERE

Så der kan blive lavet fælles aftaler om nikotinprodukter i klassen. Det er ikke tilladt for elever at bruge tobaks- og nikotinprodukter i skoletiden, så et forældremøde kan være en god anledning.

#4: LAV EN AFTALE MED DIT BARN

- om, at det ikke vil begynde med at bruge nikotinprodukter.

#5: GØR HJEMMET RØG- OG NIKOTINFRIT

- gem dine egne eller andres produkter med nikotin væk. Lad være med at anvende nikotin, når du er sammen med dit barn.

De unge hjerner og afhængighed

Hjernen er først færdigudviklet, når den er omkring 25-30 år gammel. Indtil da er den særligt følsom over for påvirkninger udefra. Blandt andet overfor rusmidler som fx nikotin. Når børn og unge bruger nikotin, kan det skabe permanente skader på deres hjerne. De tre primære skadende virkninger er: afhængighed, nedsat koncentrationsevne og psykisk sygdom. Som bruger bliver du hurtigt tilvænnet nikotinen, så du lettere bliver afhængig, ikke bare af nikotin, men også af hårdere stoffer eller alkohol.

Væsken fra e-cigaretterne kommer desuden ned i lungerne, og den væske indeholder smagsstoffer, som vi desværre stadig ved meget lidt om. Men vi ved, at de ikke er sunde for luftvejene

Puff bars og vapes kan indeholde skadelige euforiserende stoffer

I Danmark er der fundet euforiserende stoffer i puff bars og vapes (e-cigaretter). Der er både fundet syntetiske cannabinoider og semi-syntetiske cannabinoider.

Syntetiske cannabinoider er kemisk forskelligt opbygget end det naturlige stof THC, som man finder i cannabis, men mange af dem har vist sig at være langt stærkere end i cannabis. Stofferne kan øge risikoen for akutte forgiftninger og udvikle psykiske lidelser som blandt andet kraftige psykoser og hallucinationer. Derfor advarer Sundhedsstyrelsen om, at de kan være sundhedsskadelige.

Det kan være svært at se ud fra indholdsfortegnelsen på puff bars og vapes, hvad de indeholder, og nogen unge tror måske, at de kun indeholder nikotin.

Det er forbudt at sælge og besidde puff bars med euforiserende stoffer. Skyfall bliver brugt som en fælles betegnelse for ulovlige stoffer, som man kan inhalere ved hjælp af puff bars og vapes (e-cigaretter).

Ulovligt at sælge

Som andre e-cigaretter indeholder puff bars og vapes nikotin og er derfor ulovlige at sælge og markedsføre til børn og unge under 18 år. I Danmark og resten af EU er der et generelt forbud mod at sælge e-cigaretter med andre smagsvarianter end tobak eller mentol.

Derfor risikerer du bødestraf, hvis du sælger eller videresælger puffbars, vapes eller andre lignende produkter.

Siden 1. juli 2024 har det været ulovligt at tage store mængder af de ulovlige e-cigaretter ind over landets grænser. Det er dog stadig lovligt at besidde op til 10 puff-bars til eget forbrug.

Fra 1. juli 2025 må nikotinposer maksimalt indeholde 9 mg nikotin pr. pose.

Brug for hjælp

Kontakt sundhedsplejersken på dit barns skole, hvis du er bekymret for dit barn eller har brug for råd og vejledning. Find skolesundhedsplejerskens kontaktoplysninger på denne side: Sundhedsplejen | Favrskov.dk

Har du eller dit barn brug for hjælp til ryge-, damp- eller snusstop, kan du få faglig sparring og rådgivning på 24 20 47 68, eller tilmelde dig et af kommunens stop-forløb på 40 22 82 83.

Læs mere:

Udarbejdet af: