Kjelds kærlighed til Ellebo har varet 60 år Det krævede dispensation, før Kjeld kunne få en bolig i Ellebo. Nu kigger han tilbage på 60 aktive og usædvanlige år i boligafdelingen på Vestegnen

Af Marianne Svolgaard. Fotos: Jesper Blæsild, Thomas Brolyng, KAB arkiv og private.

Den 1. februar 1964 blev Ellebo i Ballerup officielt indviet. Samme dag flyttede Kjeld Jørgensen og hans hustru in spe ind. Og selvom det var på dispensation, og selvom han har boet på en byggeplads de sidste 10 år, holder kærligheden til den lille plet på vestegnen.

Men det kunne let være gået helt anderledes. Det krævede faktisk en dispensation, før Kjeld og kæresten Gunna kunne flytte ind i en 3-værelses i Ballerup. For – skræk og ve – de var jo ikke gift! Af den grund havde kommunen pure nægtet at anvise en bolig til det unge par, der boede på hvert sit lille værelse i Skovlunde.

Heldigvis var Ballerup Ejendomsselskab mere large. Hvis de altså fik orden i sagerne. Kjeld måtte ned på knæ, og resten er historie, som man siger. Men en varm og lærerig historie om at knytte sig til et sted og have et stærkt sammenhold. Og Kjeld fortæller den gerne.

Ellebo som det så ud i 1960'erne, da Kjeld flyttede ind. Til højre i 2010. Boligafdelingen blev renoveret første gang i slutningen af 1980'erne; altanerne blev lukket, og der kom de for 80'erne så karakteriske pastelfarvede plader på facaderne.

Memory lane

Ellebo, februar 2024. Lejligheden er lille, men hyggelig. Billeder af børn og børnebørn pryder væggene sammen med et broderi af et gadekær, Kjelds mor engang har lavet. Der dufter af kaffe og bagværk. I sofaen sidder Kjelds veninder Inge Støvring og Gro Andreasen, der er ramt af den samme kærlighed til boligafdelingen som Kjeld. Der kigges i gamle fotoalbum, og turen går ned ad ’memory lane’.

Kaffe og hjemmebag hos Kjeld. Fra venstre: Inge Støvring, Gro Andreasen og Kjeld Jørgensen.

”Vi har ikke misset en lejlighed til at fejre noget… se, det er fra 25 års jubilæet. Det kom i avisen,” siger Gro og peger på et avisudklip.

T.v.: Ellebos 25 års jubilæum blev i 1989 fejret med fuld musik og omtalt i lokalavisen. Også 50 års jubilæet i 2014 blev fejret. Kjeld står i midten, og Inge Støvring er nummer to fra højre.

I de gamle fotoalbums er der forskellige udgaver af Kjeld på mange af billederne. Som flagmand, julemand og byggemand. Som arrangør af fastelavnsfester og bankospil (i 30 år!) og aktiv i hyggeklubben, petanqueklubben, spiseklubben, onsdagsklubben….

Tre udgaver af Kjeld: flagmand, julemand og byggemand.

”Der skete så meget her i Ellebo. Vi kendte hinanden og havde et rigtigt godt sammenhold,” husker Kjeld.

Fællesspisning i Familiehaven i Ellebo engang i 1980'erne. Kjeld er nummer tre i højre side, og hans hustru, Gunna, nummer to i venstre side.

Som 85-årig synes Kjeld – i lighed med mange andre jævnaldrende – at meget var bedre i ’gamle dage’.

Weekend-gravko

”Vi lavede jo alting selv. Brugte vores weekender på at anlægge hyggekroge, pergolaer, små haver og vores fælles familiehave, hvor vi kunne mødes og drikke kaffe sammen. Vi benyttede enhver lejlighed til at samles,” fortæller Kjeld.

Beboerne lagde timerne, afdelingen betalte materialerne, og Kjeld medbragte gravko. Han arbejdede for Ballerup Kommune, Vand- og gasforsyningen (i 29 år), og fik lov til at bruge den i weekenderne.

Kjeld på weekendarbejde i Ellebo med medbagt minigraver.

Det lykkedes også beboerne at købe en lille fiskebutik i træ, der havde hørt hjemme på Ahornsvej i Ballerup. 1 krone måtte de af med. Men så skulle de også selv flytte det.

Den tidligere fiskebutik blev flyttet, samlet og med tiden renoveret og udbygget. Det fungerede som meget brugt beboerhus i mange år.

Arbejdsmand og gourmet

”Vi skilte huset ad, kørte ned til Ellebo, hvor vi samlede det igen. Det blev vores første beboerhus, som vi brugte nærmest dagligt. Og så kunne beboerne selvfølgelig leje det til private fester,” fortæller Kjeld og byder gæsterne på hjemmelavede fuglereder med multebærflødeskum.

Det er hjemmelavet

Selvom Kjeld har været chauffør for entreprenører, svejser og rørlægger størstedelen af sit arbejdsliv, blev han oprindeligt udlært konditor. Og glæden ved at lave god mad fra bunden har han stadig.

Nye tider

Tiden er gået sin gang. Ellebo er ikke det samme Ellebo, som Kjeld flyttede ind i 1964. Kjelds hustru, Gunna, døde i 2008, seks år efter Kjeld gik på pension. Børnene er flyttet for længe siden. Og en større renovering med både nedrivninger og nybyggeri har betydet, at boligafdelingen har været en byggeplads i snart 10 år. Det har også medført, at beboerhuset er revet ned, så der er ikke mulighed for at samles.

Her kommer en kort gennemgang af Ellebos noget udsædvanlige renovering. Hvis du er ligeglad med den, kan du rulle forbi og sige farvel til Kjeld længere nede.

En renovering med benspænd I

Ellebo før den store renovering gik i gang i 2014. Desværre fandt man ud af, at to af de fire blokke var behæftet med så store fejl i konstruktionerne, at de måtte rives ned.

Luftfoto af Ellebo før renoveringen. De to blokke med røde kryds er blevet revet ned

En renovering med benspænd II

Det gav anledning til at nytænke boligafdelingen. Af økonomiske grunde kunne kun én af blokkene blive renoveret efter den oprindelige plan. Her kom der bl.a. 12 nye penthouse boliger på taget, hvor Kjeld flyttede over i 2019.

Gro, Inge og Kjeld på tagterrassen foran Kjelds køkken.

En del af grunden blev frasolgt, og her opføres 100 private boliger. Derudover opfører Ballerup Ejendomsselskab 294 svanemærkede, almene boliger i 1-4 etager. Hele byggeriet forventes færdigt i 2025.

Fra sin terrasse har Kjeld det nye byggeri på helt tæt hold. Heldigvis er det ikke bare Svanemærket, men også snart færdigt.

Renovérprisen

Én af blokkene i Ellebo blev efter renoveringen indstillet til Renovér Prisen i 2022, og en jury er her på besøg for at vurdere resultatet. Prisen for bedste boligrenovering gik dog til Fabers Fabrikker på Fyn.

De to renoverede blokke i Ellebo før nybyggeriet gik i gang. Kjeld bor i en penthousebolig i blokken til venstre.

”Jeg glæder mig til, byggeriet er færdigt, og vi forhåbentlig får lov til at bruge de nye beboerlokaler til fælles aktiviteter,” siger Kjeld.

For selv om det ikke længere er så let at få beboerne til at involvere sig i fællesskabet, er de stadig en lille skare, der gerne vil.

Meget er forandret. Alligevel er Kjelds kærlighed til den lille plet på vestegnen intakt. Måske lidt på trods. Men han skal ikke bo andre steder.

Tak til Kjeld, Inge og Gro for at dele billeder og historier fra Ellebo.