De nærmere omstændigheder hænger ikke længere ved, men hvem kunne også vide, at denne beslutning ville blive af den slags, der næsten definerer store dele af en tilværelse?
Året er 1979. Omvæltningerne i verden er markante. I Iran er der revolution, og i Afghanistan begynder en ti år lang væbnet konflikt, da Sovjetunionen invaderer landet. Herhjemme når dramatikken ikke samme højder; dog stiller Kim Larsen op i Melodi GrandPrix – men Tommy Seebach vinder. Også i det østjyske sker der ting og sager. Kristine Egsgaard tager med brugsuddeleren i Bredballe til Jelling. Det samme gør en anden ansat samt slagteren.
Det er ikke en begivenhed, der går over i historien, men for Kristine er denne beslutning med til at fastlægge kursen for det meste af hendes arbejdsliv. I 40 år har kunderne således kunnet få vejledning af den erfarne medarbejder.
Selv husker Kristine ikke meget om årsagerne til skiftet fra brugsen i Bredballe til brugsen i Jelling. Uddeleren spurgte, om hun ville med ham til Jelling. Og hun sagde ja.
- Jeg fik tilbuddet om at prøve noget nyt, derfor flyttede jeg til Jelling, siger hun.
Elsker sit arbejde
Selvom der ikke er plads til høj cigarføring hver dag, elsker Kristine Egsgaard sit arbejde. Og hun har ingen planer om at stoppe.
- Jeg kan skide godt lide mit arbejde. Jeg har ikke haft en dårlig dag på jobbet i 40 år. Jeg glæder mig til at komme på arbejde. Det er også derfor, jeg er blevet, siger Kristine, der ikke længere er bosat i Jelling, men derimod i Fredericia.
- Jeg står op, cykler til toget, og jeg er aldrig træt af det. Om det så sner eller regner. Det er mine kollegaer og vores gode kunder, siger jubilaren.
- Det er det menneskelige. Vi har også en god uddeler. Ham må vi ikke glemme – han får nok ikke så tit ros, tilføjer hun.
Mere teknologi
Meget har forandret sig gennem de sidste 40 år, mener Kristine.
- Det er helt vildt. Især teknologien, er du så færdig, der er stor forskel. Tidligere når vi bestilte varer, skrev vi numrene op i hånden. I dag går vi rundt med en terminal. Der er også sket meget med kasseapparatet, siger hun og fortsætter:
- Det er blevet meget nemmere. Vi har fået nogle hjælpemidler, så tingene går måske lidt hurtigere i dag. Det er godt, men det kan da også være lidt stressende indimellem. Jeg er jo blevet 72 år, og jeg husker jo ikke så godt som dem på 25. Så er det godt at være på en arbejdsplads, hvor man hjælper hinanden, hvis der er noget, der lige er smuttet.
I dag kender jeg næsten alle mine kunder. Hvis nogen holder en fest, er det lige før, jeg på forhånd ved, hvilken vin de skal have.
Lærer af kunderne
Kristines ansigt er kendt af de fleste kunder. Især de, der har været forbi vinafdelingen. Det er her, Kristine huserer.
- Jeg synes, det er spændende. Der sker noget nyt hver dag, når jeg snakker med kunderne. De kan måske lære lidt af mig, og jeg kan lære af dem. Der er nogle, der går meget op i vin, siger Kristine, der selv sætter pris på et glas.
- Jeg drikker vin. Man har ikke noget at gøre i en vinafdeling som ansat, hvis man ikke drikker vin, siger hun kontant og forklarer, at hun især holder af vine fra Sydamerika og Italien og rosé om sommeren.
- Men det afhænger af, hvad jeg spiser til. Er det til en god bøf, må der gerne være lidt power i vinen, siger hun.
Kunderne kender også Kristine
Også hendes forhold til kunderne har forandret sig.
- Det er nok blevet mere afslappet. Da jeg startede herude, kendte jeg ingen. I dag kender jeg næsten alle mine kunder. Hvis nogen holder en fest, er det lige før, jeg på forhånd ved, hvilken vin de skal have.
Det er imidlertid ikke kun vin, Kristine drøfter med kunderne.
– Vi taler jo sammen. Jeg har jo været herude i 40 år, så de fleste har fået børn og børnebørn. Så snakker vi om dem, og kunderne spørger til mig. Så de kender også mig.
Er det dig, man skal spørge, hvis man skal vide, hvad der foregår i Jelling?
- Jaa…, naaj…, det ved jeg ikke. Jeg bor jo ikke i Jelling længere, men man kender jo mange efter 40 år.
Jeg er ikke syg og dårlig, og jeg kan godt lide mit arbejde, så jeg tænker, jeg vil vente lidt med at spille golf og tennis, og alt det man gør, når man bliver pensionist.
Fremtiden
Alting tyder på, at Kristine og kunderne kommer til at småsnakke om livet i byen en rum tid endnu. Umiddelbart har hun nemlig ingen planer om at stoppe.
- Jeg havde ellers sagt til Henrik (Henrik Werge, brugsuddeler, red.), at jeg holder næste år, når jeg bliver 73, men han siger, jeg bare kan gå ned i tid i stedet, siger Kristine med et smil.
- I øjeblikket arbejder jeg 30 timer om ugen og har to fridage. Det passer mig fint. Jeg er ikke syg og dårlig, og jeg kan godt lide mit arbejde, så jeg tænker, jeg vil vente lidt med at spille golf og tennis, og alt det man gør, når man bliver pensionist.
Men hvad med familien? Kristine har to børn og fem børnebørn. Tre bor i Sverige, og to bor i Børkop – ville det ikke være bedre at bruge mere tid med dem end i Brugsen?
- Jo, det ville det, og når jeg synes, det bliver træls at gå på arbejde, så siger jeg stop. Men ved du hvad, jeg kan godt lide at arbejde. Jeg elsker min børnebørn, men de må lige vente lidt endnu.
En bramfri person
Kristine Egsgaard er kendt for at være bramfri, fortæller Henrik Werge. For 23 år siden blev han ansat som brugsuddeler i brugsen i Jelling. Kristine første bemærkning til hendes nye leder var en nøgterne konstatering:
- Du skal huske, at det ikke er en stilling med 37-timers arbejdsuge, du har søgt.
Henrik Werge beskriver desuden Kristine som en energisk person, der er vant til at smøge ærmerne op og takket være sit karakteristiske grin kan slippe af sted med mere end de fleste.