Velkommen til Nørre Aaby Realskoles digitale nyhedsbrev, der indeholder historier fra hverdagen på NAAR – fra vuggestue, børnehave og SFO til alle afdelinger på skolen; indskoling, mellemtrin og overbygning.
Kære læsere
Blæsten piver udenfor, og temperaturen er sat på 'lange bukser og jakke'. Dermed understreger vejret, at det er blevet tid for efterårets nyhedsbrev.
Ugen inden efterårsferien har vi haft temauge for de fleste elever på skolen. Undtaget eleverne på 10. årgang, der har været på lejrskole i Krakow, og en række af eleverne på 9. årgang, der har været i praktik.
Resten af skolens elever har mandag til torsdag deltaget i forskellige aktiviteter med fokus på trivsel. Torsdag var ekstra særlig, da alle aktiviteterne foregik med venskabsklasserne. Fredag deltog alle på NAAR i den den traditionelle Skolernes Motionsdag.
I starten af skoleåret blev der afholdt o-møder. Her talte vi bl.a. om, at vi vil sætte fokus på aspekter af elevernes digitale liv.
Langt det meste af de unge mennesker liv på sociale medier er positivt, givende og fællesskabsfremmende. Men det kan også være det modsatte. Det illustrerede vi ved at bruge en film fra Mary Fonden, Børns Vilkår og Red Barnet, som forklarer, hvad digital mobning er. Vi viste filmen på nogle årgange og lovede på andre, at der ville komme et link ud. Det er her: https://vimeo.com/940726646.
Både som professionelle og som forældre kan det være svært at få fuldt indblik i, hvad der foregår på sociale medier, og finde ud af, hvordan man bedst taler med sit barn om det.
Derfor inviterer Nørre Aaby Realskoles støtteforening Frk. Ellas Portemonnæ til oplæg med Børns Vilkår om digitale fællesskaber mandag den 28. oktober på skolen. Invitationen er sendt ud på Intra - og kan også findes her i nyhedsbrevet.
Vi begyndte efter sommerferien med at bruge billedkunstlokalet i kælderen igen, efter at der var lavet en række udbedringer i og omkring lokalet. Vi har desværre måtte konstatere, at der skal mere til, før lokalet er helt klar til undervisningsbrug igen. Derfor benytter vi endnu en gang den tidligere sløjdbygning til undervisning i billedkunst.
I august og september har vi haft den traditionelle frivillige udveksling med elever fra Eichenschule i Schessel, Tyskland. Her gennemfører interesserede elever på 8. årgang to gange otte dages interkulturelt samarbejde og samvær. Det er både givende, udviklende og hårdt for eleverne. I den sammenhæng skal lyde stor ros til eleverne og en lige så stor tak til deres forældre for at gøre et stort stykke arbejde for, at de tyske udvekslingselever fik en god og tryg tid i Danmark.
Til sidst en praktisk ting. Der er fortsat adgang for elever til skolen fra kl. 07.45 om morgenen. Vi ønsker ikke elever på gangene og i klasserne inden dette tidspunkt, da der ikke er voksne til at holde opsyn. Hvis man har behov for at aflevere tidligere, kan dette gøres i vores SFO, hvis barnet er tilmeldt.
Tak for et godt samarbejde til jer forældre og stor tak for jeres opbakningen til personalet på NAAR.
Jeg håber at se mange af jer til oplægget den 28. oktober.
God læselyst og god efterårsferie til jer alle.
Med venlig hilsen
Ulrik Dahl, skoleleder
Invitation til oplæg om børns digitale liv
Vil du gerne vide mere om dit barns digitale liv?
Nu inviterer Nørre Aaby Realskoles støtteforening, Frk. Ellas Portemonnæ, dig til et spændende oplæg med Børns Vilkår om børns digitale fællesskaber og online-liv.
Du får indblik i:
- Børns digitale fællesskaber og billeddeling
- Online rettigheder
- Hvordan teknologi påvirker hverdagen
Du får også redskaber til, hvordan du kan støtte dit barn i at færdes trygt i digitale fællesskaber.
Oplægget kombinerer viden, refleksion og dialog – og der vil være mulighed for at udveksle erfaringer med andre deltagere. Men husk, at underviseren ikke vil gå ind i konkrete problemstillinger på skolen.
Tid og sted
- Dato: Mandag den 28. oktober 2024
- Tid: Kl. 17-19
- Sted: Gymnastiksalen på Nørre Aaby Realskole
Sæt kryds i kalenderen, og få en lærerig aften med os.
Vi glæder os til at se jer!
Venlig hilsen
Frk. Ellas Portemonnæ, Støtteforening for Nørre Aaby Realskole
Læs mere om Frk. Ella og støtteforeningen på naar.dk.
Første skoledag
Den 12. august bød vi velkommen til et nyt skoleår på Nørre Aaby Realskole. 1.-10. klasse begyndte dagen med samling og fællessang i gymnastiksalen. Kl. 9.30 mødte alle børnene i 0. klasse, hvor 4. årgang stod klar med flag langs den røde løber.
En dejlig start på et skoleår fyldt med læring, traditioner og et trygt fællesskab.
Velkommen til alle nye og 'gamle' elever og deres forældre.
Skolens fødselsdag
Mandag den 19. august var det Nørre Aaby Realskoles fødselsdag. Og dagen blev - traditionen tro - fejret i skolegården med is til alle.
Farverig fødselsdagsfest på legepladsen
Den 19. august fejrede vi også vuggestuen og børnehavens fødselsdag - og dét naturligvis med fest og farver.
Dagen begyndte med en fødselsdagssang, og derefter kunne børnene fordybe sig i forskellige kreative værksteder med inspiration fra forskellige kulturer rundt om i verden. I det ene værksted lavede børnene flotte hovedbeklædninger med farverigt pynt, og i det andet værksted fik de mulighed for at lave deres egen bue og pil, som de bagefter kunne prøve af.
I løbet af ugen forinden fødselsdagen arbejdede børnene også på en totempæl, som de selv dekorerede, og som blev et flot midtpunkt på legepladsen under festlighederne.
Vi havde desuden besøg af "Hasselnød", en fortæller, som med sang, dans og historier gav børnene et indblik i sin kultur og livsstil. Det blev en lærerig og underholdende oplevelse for alle.
Om eftermiddagen var der en lækker fødselsdags-is til alle.
Musik på tværs
På Nørre Aaby Realskole slår vi én gang om ugen musikundervisningen sammen på tværs af to årgange. Således synger 0. og 1. klasse sammen, ligesom 2. klasse synger sammen med 3. klasse, og 4. og 5. klasse synger sammen.
Når årgangene er samlet, er der hele tre musiklærere til at styre slagets gang.
Musik er en vigtig del af livet på Nørre Aaby Realskole. Børnene har musikundervisning fra 0. klasse, hvor det hovedsageligt handler om rytmik og sang. Fra indskoling til slutningen af mellemtrinnet har eleverne 2 ugentlige timers musik. Der udbydes ligeledes musik som valgfag på 7. og 8. årgang.
Med ‘Musik på tværs’ ønsker vi at styrke musikfaget generelt og elevernes interesse for valgfaget i overbygningen. Samtidig er målet at motivere eleverne til at deltage mere aktivt i den daglige morgensang. Alt sammen ud fra tesen om, at deltagelse i morgensangen styrker børnenes følelse af at være en del af et større fællesskab på skolen.
Her er det billeder fra den 21. august, hvor henholdsvis 2. og 3. årgang samt 0. og 1. årgang gav den gas i Tumlesalen.
Og her er det billeder fra onsdag den 25. september, hvor 0. og 1. årgang havde 'Musik på tværs'. Timen består af sang og dans og afsluttes som regel med en rolig stund, hvor børnene slapper af på gulvet med fokus på vejrtrækning og at mærke deres egen krop.
Udveksling på 8. årgang
I uge 34 var 14 elever på 8. årgang på udveksling i Scheeßel i Tyskland.
På den årlige udveksling deltager eleverne i undervisningen på vores tyske venskabsskole Eichenschule og bor privat hos en tysk familie.
Formålet med udvekslingen er, at eleverne lærer om og oplever tysk sprog, kultur og familieliv, oplever tysk skolestruktur og får en chance for at benytte fremmedsprog (engelsk og tysk) som reel kommunikation.
Teambuilding i 10. klasse
Fra onsdag til torsdag i uge 34 var 10. klasse på en fantastisk teambuilding-tur med masser af sjove og lærerige aktiviteter. Trods lidt vådt vejr var eleverne både i Brenderup og Rønninge, hvor de fik styrket fællesskabet og samarbejdsevnerne.
I Brenderup stod Ib Busk Nielsen, hjemmeværnsmand og tidligere viceskoleleder på Brenderup Realskole, for en række spændende samarbejdsøvelser som gruppesækkeløb, afstandsbedømmelse og kryds og bolle-stafet.
Turen fortsatte i Rønninge, hvor der var fælles hygge med bold- og kortspil. Aftenen blev afsluttet med megastore, lækre burgere - og for første gang kunne nogle af drengene faktisk spise op!
En dejlig start på et skoleår, der vil byde på masser af faglige udfordringer, et stærkt fællesskab og forberedelse til videre uddannelse.
Mini-elevrødderne melder klar
Skolens minielevråd med elever fra 4.-6. årgang mødtes den 26. august til elevrådsmøde på biblioteket.
Første punkt på dagsordenen var valg af årets elevrådsformand, og det blev Jonathan fra 6. Syd.
Rigtig god arbejdslyst til de seje elevrødder.
Det eventyrlige tårnværelse på NAAR
På skolens bibliotek - også kaldet Det eventyrlige tårnværelse på NAAR - er der mange gode oplevelser at hente.
Tårnværelset er eksempelvis åbent for læsning, spil, tegning og bogsnak i nogle af frikvartererne. Onsdag kan eleverne i 0.-5. klasse komme på biblioteket i 12-pausen, hvor Lene står klar til en snak om bøger, ligesom hun kan komme med anbefalinger og præsentere eleverne for Børneavisen.
Krøllede hjerner og kloge hænder
Den 29. august deltog 8. årgang i Craftfestivalen, som er et tilbud til alle overbygningsklasser i Middelfart Kommune. Festivalen sætter fokus på håndens arbejde og på det gode håndværk.
I 2025 mangler der 40.000 faglærte i Danmark – og i 2030 er tallet fordoblet. Derfor har Middelfart Kommune i samarbejde med Brobygning Middelfart og Tietgenfonden udviklet projektet The Future is Handmade. Projektet har til formål at skabe øget interesse for erhvervsuddannelsernes muligheder og få flere til at vælge en erhvervsuddannelse.
På Nørre Aaby Realskole ønsker vi også at bidrage til, at flere unge får interesse for de forskellige erhvervsuddannelser, hvilket ligger i tråd med Danmarks Private Skolers 7 samfundsløfter. Som privat skole arbejder vi aktivt for at gøre en forskel for det samfund, vi er en del af. #de7samfundsløfter
6. årgang på Bornholm
I uge 36 var 6. årgang på lejrskole på Bornholm, og mandag eftermiddag fik vi denne hilsen fra dem:
"Velankommet til Rønne er vi nu på vej mod Æblehaven i Allinge. Indtil nu har vi måtte klare togforsinkelser og omlægning af togruter, en elev, der blev låst inde på et togtoilet og en lækker færgetur uden bølger. Alle er ved godt mod, og eleverne er de sødeste, NAAR har."
Tirsdag havde 6. årgang en skøn dag på Bornholm, hvor de startede med en smuk gåtur fra Æblehaven til Hammershus. Eleverne fik en spændende rundvisning på borgen, hvor de hørte fortællinger fra 500 års fascinerende historie.
Efter rundvisningen blev frokosten nydt i naturskønne omgivelser ved Hammerhavn, inden turen gik videre rundt om Hammerknuden. Her oplevede eleverne den fantastiske bornholmske natur på tæt hold.
Onsdag bød på endnu en fantastisk dag på Bornholm. De fik både set Østerlars Rundkirke og et fascinerende show på Rovfuglecenteret.
Efter en oplevelsesrig formiddag gik turen videre til Helligdomsklipperne, hvor eleverne tog den smukke vandretur til Gudhjem - i det toplækre vejr.
Og som billederne viser, blev der også brugt lidt lommepenge undervejs – til stor begejstring for alle!
Torsdagens første stop var det spændende Bornholmertårn, hvor eleverne fik indblik i Bornholms rolle under den kolde krig. En lærerig og fascinerende oplevelse.
Derefter gik turen til den smukke Dueodde Strand, hvor de kunne få en lille pause og en soppetur i det skønne vand.
Efter frokost fortsatte eleverne mod Almindingen, hvor både Rytterknægten og Ekkodalen blev udforsket. Bornholms natur viste sig virkelig fra sin bedste side.
Dagen blev rundet af i hyggelige Svaneke, hvor eleverne nød den sidste tid på øen.
Besøg på varmeværket
Den 11. september var eleverne i 9. Nord på besøg på Nørre Aaby Kraftvarmeværk. Her producerer de bæredygtig varme.
Besøget er en del af det fællesfaglige fokusområde (også kaldet FFFO), som hedder "Bæredygtig energiforsyning på lokalt og globalt plan". Ved afgangsprøven til sommer er det således ét af de emner, som eleverne kan komme op i, og rundvisningen på kraftvarmeanlægget er opgivet som en del af pensum.
Vi takker Middelfart Fjernvarme for den fine rundvisning.
NAAR bøger bygger bro
Den 16. september var elever fra 4. Nord i børnehaven for at læse højt.
Højtlæsningen er en rigtig god øvelse for både store og små. Den er eksempelvis med til at styrke 4. klassernes læsefærdigheder, da de øver sig i at læse klart og tydeligt. At læse højt foran andre hjælper desuden eleverne med at udvikle deres selvtillid og tro på egne evner. For børnehavebørnene er højtlæsningen med til at udvikle deres ordforråd, sprogforståelse og evne til at lytte aktivt.
Og så er højtlæsning bare super hyggeligt, ligesom samspillet mellem de ældre elever og de yngre børn skaber positive relationer på tværs af aldersgrupper på NAAR.
10. klasse - et alternativ til efterskolen
Er jeres barn på udkig efter en meningsfuld og faglig overbygning inden ungdomsuddannelsen?
På NAAR tilbyder vi en 10. klasse, der fungerer som et stærkt alternativ til efterskolen. Vi har fokus på at styrke både de faglige og sociale kompetencer hos de unge i et trygt og inspirerende miljø.
Book en rundvisning, og oplev skolen sammen med jeres barn. Vi vil med glæde vise jer rundt, så I kan få en fornemmelse af, om vi er det rigtige valg for jer.
Kontakt os via naar.dk for at aftale en tid – vi glæder os til at møde jer!
Venskabsklasser skaber tryghed
Den 16. september var 2. Syd og 6. Syd på et spændende natur/teknologi-løb, som eleverne i 6. Syd havde forberedt. For de yngre elever i 2. Syd handlede det om at finde forskellige genstande ved hjælp af deres sanser.
For eleverne har det stor betydning at kende hinanden, da det danner grobund for sunde fællesskaber, tryghed og trivsel. Venskaber på tværs mellem små og store styrker alle børns trivsel og en positiv skolekultur.
Derfor har vi venskabsklasser på Nørre Aaby Realskole. Når de nye førskoleelever begynder i skole, modtages de af deres venskabsklasser, som er de nuværende 3. klasser. De to årgange er hinandens venskabsklasser, indtil de store er færdige med 7. årgang.
En del af Danmarks Private Skolers fælles kodeks for samfundsansvar er løftet om skolen som forebyggende instans. Nørre Aaby Realskole arbejder eksempelvis med venskabsklasser i bestræbelsen på, at flere børn og voksne skal trives og have god psykisk og fysisk sundhed. #de7samfundsløfter
8. Nord på arkæologisk udgravning
Den 17. september fik eleverne i 8. Nord en helt særlig historietime, da de besøgte en arkæologisk udgravning i Nørre Aaby. Museum Odenses arkæologer viste dem rundt og delte ud af deres viden, mens de gravede efter spændende fund fra jernalderen.
Eleverne fik et unikt indblik i, hvordan man kan finde spor af fortiden i jorden – fra resterne af gamle huse og landsbyer til potteskår, afgrøderester, husdyrknogler og endda afbrændte menneskeknogler.
Som afslutning fik eleverne selv lov til at tage spader, skeer og børster i hånden for at prøve kræfter med udgravningen. Og det blev en super spændende oplevelse – især da Klara til sidst fandt et stort stykke keramik med hank på.
Nyt fra vuggestuen
NAAR vi nyder efterårets muligheder i naturen - og læringsmiljøet bliver til science i børnehøjde.
I vuggestuen har vi forskellige aktiviteter i naturen i vores små aktivitetsgrupper.
En regnvejrsdag indbyder til, at alle sanserne udfordres i yngstegruppen. Kan man hoppe og løbe igennem vandpytterne, uden at man får vand i gummistøvlerne? Kan pinde flyde på vandpytterne som små skibe? Kan sten flyde, og kan man få vandet til at plaske, når man rammer vandoverfladen med en sten?
Vi har også haft en drengegruppe afsted på cykeltur til Båring Strand med madpakker. Drengene havde travlt med at kigge ned i vandet fra badebroen, kaste sten ned i vandet, lege i sandet og samle tang og muslingeskaller, som de tog med hjem til vuggestuen. Det blev en endnu større sanseoplevelse, da nysgerrigheden drev drengene til at gå ud i vandet og mærke havbunden under gummistøvlerne.
Hjemme i vuggestuen så børnene billeder fra deres strandtur, og de snakkede om stranden. Derefter lavede de flotte, små malerier af stranden med de forskellige naturmaterialer, som de havde samlet.
En gruppe børn har været på cykeltur ned til gederne. Inden cykelturen snakkede de om gederne, og hvad de spiser, så børnene var forberedte på aktiviteten. Og børnene lærte meget om gederne. De blev også så modige, at de turde at give gederne æbler og at røre ved dem og kæle med dem. Det var en skøn tur for børnene med den store oplevelse at komme helt tæt på gederne.
I vuggestuen hænger vi dagligt billeder op fra aktiviteterne i de forskellige grupper. Billederne kan bruges til samtale med forældrene om børnenes oplevelser, ligesom børnene også selv bruger meget tid på at kigge på billederne og vise dem til hinanden.
Fællesudflugt til terrariet
Den 5. september var vuggestuen og børnehaven fra Nørre Aaby Realskole på den årlige fællesudflugt. Denne gang gik busturen til det spændende Terrariet - Reptile Zoo i Vissenbjerg.
Her fik børnene en fantastisk rundvisning af Sigrids mor, Tanya, der arbejder på terrariet. Hun præsenterede mange fascinerende dyr og delte en masse spændende historier om dem. Børnene hilste bl.a. på en pandekageskildpadde.
Der var også tid til leg på legepladsen og til at nyde den smukke natur omkring terrariet.
Den medbragte mad blev nydt i det dejlige vejr – og turen blev naturligvis rundet af med is til alle børnene.
Efter en dejlig dag fuld af nye oplevelser kørte børn og voksne tilbage til NAAR i den seje dobbeltdækker-bus.
Nyt fra SFO Svanereden
Vi har i den grad nydt, at vejret har tilsmilet os med masser af sol og varme. Derfor er der brugt meget tid på vores udenomsarealer. Der er blevet malet op i skolegården med tal og bogstaver, som bliver flittigt brugt.
Søren har længe ønsket sig en stor cirkel med et spot i midten på basketbanen. Det har han fået nu, og den bliver i den grad brugt - og ikke kun af Søren.
Nu er det igen blevet koldere, og alle de gode vintersysler bliver fundet frem, og der indkøbes lidt nyt, som børnene har ønsket sig. Så nu er det kun fantasien - og nogle gange de voksnes evner - der sætter grænser for, hvilke kreationer, der kan fremstilles.
Den 25. oktober afholder vi vores årligt tilbagevendende tradition Disney-aften. Udgangspunktet er, at vi er udendørs, men der er en plan B... Vi får se.
I den kommende tid kommer vi stadig til at være en masse udendørs, så det er vigtigt, at børnene har tøj med, så de kan klare vejr og vind.
I uge 38 skabte SFO Svanereden rammerne for, at piger og drenge kunne nyde tid sammen - hver for sig.
Både piger og drenge nyder at være i mindre grupper, hvor de kan fordybe sig i deres egne interesser og aktiviteter. Her handler det om at have det sjovt, lære nyt og dyrke fællesskabet på deres egne præmisser.
Hele ugen hyggede pigerne sig med aktiviteter som at lægge neglelak, danse, sætte hår, lave ansigtsmasker og tegne. De havde også gang i et spændende projekt, hvor de fyldte syltetøjsglas med farvet salt.
Samtidigt var drengene i fuld gang med at spille stikbold i gymnastiksalen, og udenfor ved feltlaboratoriet var der gang i snitteværkstedet, hvor de lavede sværd og knive med stor koncentration.
Om fredagen var alle værkstederne åbne for alle børn, så man kunne prøve lige det, man havde lyst til.
Denne dag fik alle også pyntet deres egen kage. De var så flotte, at de kunne have været med i Den Store Bagedyst.
De bedste efterårshilsner fra alle voksne i SFO Svanereden
Ledige pladser i indskolingen
- Maks 20 elever i klassen
- Fokus på tryghed og trivsel på alle årgange
- Undervisning der flytter alle børn fagligt
- Traditioner og fællesskab på tværs af årgange
Indskolingen på NAAR er begyndelsen på et liv i en skole, hvor vi vægter faglige udfordringer højt - for alle elever uanset niveau. Eleverne bliver godt rustet til de udfordringer, som de møder senere i skolelivet.
Ring til os på telefon 6442 1519, hvis du ønsker at vide mere om Nørre Aaby Realskole. Læs også mere på naar.dk.
Brandøvelse på NAAR
Den 19. september kl. 9.15 gennemførte vi vores årlige brandøvelse, og det gik over al forventning. Hele skolen var samlet på basketbanen på under 2 minutter.
Stor ros til alle elever og medarbejdere for den hurtige og rolige evakuering.
NAAR der er tid til fordybelse
Den 23. september var det fagdag på Nørre Aaby Realskole. Vi afholder tre fagdage om året, som enten kan have et socialt eller fagligt formål (eller en god blanding).
Hvis formålet er fagligt, har klassens lærere mulighed for at fordybe sig i et emne sammen med klassen. Nogle emner egner sig bedst til et længere, sammenhængende forløb over seks lektioner; f.eks. hvis der kommer gæstelærere, hvis der er nogle praktiske øvelser, eller hvis man skal ud af huset.
For at få det optimale ud af undervisningen må vi sikre et godt læringsmiljø i klassen; herunder elevernes trivsel. Derfor kan fagdagen også blive brugt til at styrke klassens fællesskab og følelsen af tryghed.
Her på billederne er det 1. Nord og 2. Syd, som brugte dagen sammen ude ved feltlaboratoriet. Bl.a. på et bogstav-løb, hvor 2. klasserne hjalp 1. klasserne med at huske bogstavernes navne og lyde.
Tyske udvekslingselever i DK
I uge 39 havde 8. årgang besøg af udvekslingseleverne fra vores venskabsskole i Scheeßel i Tyskland.
Tyskerne ankom fredag den 20. september og brugte weekenden hjemme hos de danske elever og deres familier. Mandag stod den på sociale lege og projektarbejde på NAAR.
Tirsdag formiddag var eleverne på virksomhedsbesøg hos Bak's Bakery & Deli, hvor de hørte om bagerforretningens udvikling og produktion. Med sig fik de hver en pose med lidt lækkert fra bagerdisken.
Eftermiddagen blev brugt på at færdiggøre projektet "Musikken i mit liv", som blev udstillet på gangen ved skolens hovedindgang.
Onsdag var de danske og tyske udvekslingselever på udflugt til GoMonkey Klatrepark i Odense, hvor de fik mulighed for at klatre og udfolde sig fysisk. Tysklærer og international koordinator Sidsel fortæller, at de unge mennesker næsten ikke var til at få med hjem igen.
Torsdag deltog eleverne i 8. årgangs undervisning og forberedte eftermiddagens afskedsfest i Tumlesalen. Her kom de danske familier med aftensmaden, og eleverne havde bagt pandekager til desserten.
Det var en sand fornøjelse at se, hvordan de tyske og danske elever hyggede sig og arbejdede sammen.
Fredag sagde udvekslingseleverne igen farvel - eller måske på gensyn - til hinanden, da de tyske elever og deres to lærere hoppede på toget mod Scheeßel.
Temauge på NAAR
Mandag i uge 41 havde vi en skøn start på temaugen med masser af kreativitet, sjov og samarbejde - alt sammen under overskriften "Trivsel".
Eleverne i indskolingen byggede bl.a. deres egne pose-drager i billedkunst, dansede i gymnastiksalen og bagte lækre pølsehorn i skolekøkkenet.
Mellemtrinnet indledte temaugen med en tur til Båring Ege og stranden. Her startede de med et sjovt løb, hvor der var hele 6 forskellige poster med spændende konkurrencer – blandt andet en sandslotkonkurrence, hvor kreativiteten fik frit spil.
Efter de mange aktiviteter hyggede eleverne sig ved bålet med skumfiduser og masser af grin og gode snakke.
Elevernes på mellemtrinnet brugte tirsdag formiddag på en masse sjove lege, spændende konkurrencer og udfordrende samarbejdsøvelser.
Vi delte hele mellemtrinnet op i hold på tværs af 4., 5. og 6. klasse. Dette gav eleverne mulighed for at lære hinanden at kende på tværs af årgangene, hvilket skaber nye venskaber og styrker fællesskabet på skolen.
Temaugens aktiviteter har bidraget til elevernes trivsel ved at fremme samarbejde, respekt og fælles forståelse. Sammen står vi stærkere.
Overbygningen havde tirsdag en aktiv og sjov temauge-eftermiddag i gymnastiksalen.
8. og 9. årgang startede med en hæsblæsende omgang høvdingebold, hvor kampgejst og samarbejde var i højsædet. Det blev et spændende opgør med masser af grin og gode kast!
Efterfølgende overtog 7. årgang salen, hvor de gav den gas i en intens omgang hold-stikbold. Her var det både elevernes hurtighed, samspil og præcision, der blev sat på prøve, og alle kæmpede med godt humør og god sportsånd.
Fysisk aktivitet og konkurrence giver ikke kun sved på panden, men er også med til at danne stærke bånd mellem eleverne. Ved at samarbejde og konkurrere i trygge rammer styrkes både fællesskab og trivsel i overbygningen. Noget vi vægter højt her på NAAR.
Temaugens sidste dag var store venskabsklasse-dag. Nogle var på tur ud af huset, andre var aktive og fik sved på panden, og nogle brugte dagen på hyggelige, kreative projekter.
Her på billederne er det 2. Nord og 6. Nord, som brugte noget af dagen i billedkunstlokalet, hvor de på skift skulle male abstrakte portrætter af hinanden - med fødderne.
Torsdag havde overbygningens elever en fantastisk dag, hvor fællesskabet og samarbejdsevnerne blev styrket. De fik nemlig besøg af Ib Busk Nielsen, hjemmeværnsmand og tidligere viceskoleleder på Brenderup Realskole, som arrangerede en række sjove og udfordrende samarbejdsøvelser.
Eleverne blev sat i gang med forskellige aktiviteter - såsom sækkeløb, tovtrækning, båreræs, afstandsbedømmelse og kryds og bolle-stafet. Det var en aktiv dag fyldt med smil og masser af samarbejde.
Temaugens sidste dag markerede afslutningen på en hel uge med fokus på trivsel og fællesskab – og hvilken måde at slutte af på!
Den kommende tid på NAAR
Vi ses efter efterårsferien mandag den 21. oktober.
Den 25. oktober holder SFO Svanereden Disney-aften.
I uge 44 er der terminsprøver på 9. og 10. årgang.
I november holder vi skole-hjem-samtaler.
Den 28. november er der juleklippedag på skolen.