Et sted midt i den sydafrikanske bush ligger Mpala Safari Lodge idyllisk ved bredden af Olifants River. En lodge, som vi har besøgt mange gange gennem årene og et sted, hvor vi har haft nogle af vores allerbedste ferieoplevelser.
Lodgen grænser op til Kruger National Park og ligger i Greater Kruger nærmere betegnet Parsons Nature Reserve. Og fordi der ikke er hegn imellem Kruger National Park og lodgen, kan dyrene frit vandre hvorhen de har lyst. Så lodgen er temmelig flittigt besøgt af alle afrikas ikoniske dyr.
Det sidste stykke vej ind til lodgen køres ad en grusvej, som ryster dig rigtig godt sammen med de øvrige gæster. Her er det dyrene, der har førsteprioritet og som er de første, der nysgerrigt hilser dig velkommen. Så allerede inden du ankommer til Mpala, vil du have nået at se en hel del af afrikas dyr. Og de er her alle sammen - også Big Five. Det er jo fantastisk!
Det er ikke ret mange steder i verden, hvor du bliver budt velkommen som du gør her. Alle de ansatte på stedet - lige fra rangerne til kokkene, stuepigerne, gartneren og ikke mindst deres vidunderlige manager Estel, står de og tager hjerteligt imod dig, når du ankommer.
Der er tænkt på alt og der bliver sørget for alt. I starten kan det godt være svært at give slip på hverdagens gøren og laden. Men man kan roligt fra den første dag bare nyde turen og tage det hele ind. Vi siger, at dit livs safari er begyndt og den vil helt sikkert ændre dig for altid. Mange siger, at man kommer som gæst, men rejser hjem som familie. Det siger vi også!
Du vil hurtigt opdage, at det er de små detaljer, som gør Mpala unik. Når ens kufferter er blevet båret hen til din chalet, står der velkomstdrinks parat og mens vi skåler på, at vi nu endelig er i Afrika, så forsøger vi mentalt at lande efter den lange rejse hertil. Til gengæld er det uden jetlag, da Sydafrika og Danmark ligger i samme tidszone - så det slipper man heldigvis for.
På Mpala har man sin helt egen måde at fortælle dig, at nu er det spisetid. Så kort efter at man er kommet den første dag, og man lige har fået pakket lidt ud eller måske skiftet til sommertøj, lyder trommen fra Mainhouse, at nu er frokosten klar. Klimaet - især i maj og juni - er skønt for os nordboere, der ikke er så vild med alt for meget varme. Det er som en god dansk sommer, når den er bedst.
Alle måltider spises så vidt muligt på den store terrasse og med en udsigt, som er bedre end de fleste. Her er der frit udsyn til alt hvad der rører sig - stort som småt. Ved første øjekast ser alt fredeligt og uskyldigt ud, men det skal man ikke lade sig narre af. Det kan være flodhesten, som lige kigger forbi, elefanterne som tager sig en morgensnack ovre på den anden side eller krokodillen, som tager sig en lille lur, mens den venter på sin frokost.
Det bedste ved det hele er, at man kan stå fuldstændigt trygt og sikkert på mainhouse's terrasse og følge med i det alt sammen. Det er her "dagens avis" bliver til. Og den er ikke kedelig!
Her er nogle af de dyr, som du kan være heldig at se fra Mpalas store terrasse.
Mainhouse er lodgens hjerte og det er her alting foregår. Her starter man sin morgen med en frisk kop kaffe, mens man ser solen stå op og dyrene siger godmorgen. Eller man kan efter en begivenhedsrig dag synke ned i de komfortable møbler og få sig en snak over en drink med de andre gæster om dagens oplevelser. Hele dagen igennem er der frisk kaffe og the på kanden og frisk frugt. Det er iøvrigt en rigtig god ide at lukke dørene efter sig, når man går ud, da de intelligente små aber ellers vil holde en fest i frugtkurven.
Der sker så meget under opholdet på Mpala og man får man virkelig uden undtagelse stimuleret alle sine sanser. Så er det rart ind i mellem at kunne trække sig lidt tilbage i sin hyggelige chalet og fordøje nogle af de mange oplevelser og indtryk. Det kan være med en god kop kaffe eller en god bog. Man kan også bare sidde og nyde udsigten. De 3 chalets er nemlig alle bygget, så man trygt og ugenert kan sidde på terrassen og samtidig have et godt udsyn ud over Olifant River.
Hvor smukt og idyllisk man end synes her er, så skal man huske på, at lodgen ligger lige midt i bushen med masser af vilde dyr. Næsten alle dyr kan gå frit ind og ud i området. Derfor er der nogle få regler, som man skal overholde. Det duer ikke at ville tage sig en løbetur uden for lodgens område eller dyppe tæerne i floden. Men det er jo også det, som gør det så specielt at være her. Man er her på naturens og dyrenes præmisser. Der bliver dog passet godt på en - det sørger de dygtige rangere for.
Det med at gå udenfor lodgen er slet ikke noget problem, for Mpala har en meget smuk have, som man om dagen trygt kan gå på opdagelse i. Haven gemmer på overraskende mange dyr. Lige fra vortesvinene, der fungerer som levende græsslåmaskiner til de nysgerrige små aber, der holder et vågent øje med alt og alle. Og ikke mindst de mange smukke fugle og farverige sommerfugle, som findes her. Så det er en god ide, altid at have sit kamera eller en kikkert lige ved hånden. Man ved jo aldrig, hvad der dukker op.
Ofte sætter vi os et sted i området og venter. Lige stille og roligt dukker dyrene frem og så kan man være heldig at "fange" dem med kameraet.
Herunder kan du se nogle af de dyr og fugle, som kommer jævnligt forbi. Ordet heldig går ofte igen her, for det er ikke givet på forhånd, at du ser alle dyrene på din ønskeliste. Men så er der jo bare en grund til at komme igen.
"The beat of your heart is the rhythm of your soul"
Solen er ved at gå ned og pludselig kan man høre trommer og sang. Det er den lokale Sotho stamme, som kommer og danser deres traditionelle stammedanse.
Dansene og sangene var ved at gå i glemmebogen, men med hjælp fra Mpala og ved at spørge de ældre generationer til råds, er det nu blevet en fast del på programmet, at de kommer og giver en opvisning for gæsterne.
Bushwalk - i nærkontakt med naturen.
En bushwalk er en af de helt store oplevelser på Mpala. Man står meget tidligt op for at opleve dyrene starte dagen i det smukke morgenlys. Vi er her på dyrenes præmisser. Så inden turen, får vi en grundig instruktion i, hvordan man opfører sig i et Big Five område. Dette er vigtigt for at Mpalas dygtige rangere kan passe bedst muligt på os. Men når det er sagt, så er det en fuldstændig betagende oplevelse at være i bushen med alle duftene, lydene og de mange dyr. Det er en intens oplevelse, som man sent glemmer.
Gamedrive
Mpala har deres helt eget gamereserve. Det betyder, at man kan køre uforstyrret i området og nyde dyrene helt for sig selv. De bedste tidspunkter at køre gamedrives er enten meget tidligt om morgenen eller sidst på eftermiddagen, hvor dyrene er mest aktive og hvor lyset er bedst til fotografering.
Her er et lille udvalg af de mange dyr, som findes i området. Billederne er fra mange af vores ture gennem årene.
Der er selvfølgelig også både løver og leoparder i området. Vi har været heldig flere gange at se disse prægtige dyr i deres naturlige omgivelser. Og nogle sjældne gange, har vi oplevet vildhunde. Hvis du vil se mere om den løveflok, vi har været heldige at følge i næsten 7 uger, så kan du se mere her: "Meeting Scarface"
Bushcamp
Mpala har sin helt egen private bushcamp, hvor man tager ud og laver mad over bål. Eller rettere - det er kokken, som gør det. Man skal bare nyde sin drink og snacks inden maden, og vente på at det bliver mørkt og millioner af stjerner lyser op over himlen. Det er så hyggeligt at sidde i ildens skær og fortælle hinanden røverhistorier. Måske løvens brølen kan høres eller en sjakal, der kalder i mørket.
Det er også muligt at overnatte i telt i bushcampen og det skal man opleve. Teltene er i meget kraftig kanvas med luksus feltsenge. Mpalas ranger passer godt på dig, så du trygt kan falde i søvn med et kig til stjernerne og bushens lyde. Tidlig næste morgen vågner du til duften af frisklavet kaffe lavet over bål og en let morgenmad - inden man går en tur i det smukke morgenlys.
Quadbikes
Quadbikes er en af de aktiviteter, som er med i dit ophold. Man kører i et lukket området i Parson Nature Reserve. Man skal være blot være over 12 år for at køre og der er også mulighed for at man kan sidde bagpå, hvis man ikke vil køre selv. Man får udleveret sikkerhedsbriller, som beskytter mod støv og snavs. Især i tørtiden er det en temmelig støvet affære. Det kan godt knase i tænderne bagefter.
Sundowner
I slutningen af ferien køres der et gamdrive, der slutter ved Mpala's viewpoint. Her kan du se Afrikas røde sol gå ned i horisonten. Med et glas champagne, snacks og godt selskab, er det slutningen på en skøn ferie med mange oplevelser.
I opholdet på Mpala Safari Lodge er der også inkluderet en to-dages safaritur i Kruger National Park. Det er er for omfattende at tage det med her, så vi vil vise mere om vores mange ture til Kruger særskilt på vores hjemmeside Yhman.myportfolio. På nær et par stykker, er alle billeder taget af os og er naturligvis med copyright og må ikke gengives uden tilladelse.
Kreditter:
Copyright Declaration All images shown on this site are protected by International Copyright Law and by the Copyright, Designs & Patents Act 1988. All images, text and ideas are the property of Yhman Photography. None of the images and no part of this property may be used without the prior written permission of Yhman Photography, including copying, duplicating, printing, publishing (even on a website), reproducing, storing or transmitting by any means what so ever. All rights reserved. No publication without written permission of photographers.